Markedet for falske AirPods er desværre stort. Selvom det kan være en god idé at købe brugt elektronik, er det vigtigt at sikre sig, at produktet er ægte. Her får du en række gode råd, hvis du overvejer at købe brugte AirPods.
Tjek altid serienummer og kvittering
Bed sælger om følgende:
- Et tydeligt billede af serienummeret (det findes typisk på æsken, indeni opladningsetuiet under låget eller på selve ørepropperne – afhængigt af modellen)
- En original kvittering, hvor serienummeret fremgår
Sammenlign serienummeret på produktet med det, der står på kvitteringen. Hvis der er uoverensstemmelser, bør du undlade at købe.
Søg på serienummeret med citationstegn
Indtast serienummeret i din foretrukne søgemaskine – omgivet af citationstegn. For eksempel: "PCWXHW027R"
Hvis nummeret dukker op på udenlandske hjemmesider eller i salgsopslag, kan det være et tegn på, at produktet er en kopi.
Vær dog opmærksom på, at fravær af søgeresultater ikke nødvendigvis betyder, at produktet er ægte. Falske enheder kan være forsynet med unikke eller endnu ikke indekserede serienumre.
Tjek serienummeret på Apples hjemmeside
Du kan også kontrollere serienummeret direkte på Apples hjemmeside for at se, om det er registreret hos Apple. Det er en ekstra sikkerhed for, at produktet er ægte.
Vær kritisk over for kvitteringen
Det er almindeligt, at sælgere af falske AirPods påstår, at de har modtaget produktet som gave og derfor ikke har en kvittering. Men du bør altid insistere på at se en original kvittering.
Undersøg kvitteringen grundigt – og tjek især dato, forhandler og om serienummeret stemmer overens med det fysiske produkt.
Typiske tegn på falske AirPods
Hold øje med følgende advarselstegn:
- Dårlig eller manglende støjdæmpning
- Problemer med at oprette forbindelse til Apple-enheder
- Serienummeret matcher ikke mellem æske, etui og ørepropper
- En usædvanligt lav pris
Få en professionel vurdering
Er du stadig i tvivl, kan du tage produktet med til en autoriseret Apple-forhandler. De kan hjælpe dig med at vurdere, om AirPods’ene er ægte.
Har du mistanke om svindel?
Hvis du har mistanke om svindel, anbefaler vi, at du anmelder annoncen direkte på DBA, så vi kan undersøge sagen hurtigst muligt.
Er du allerede blevet snydt, er du meget velkommen til at kontakte os på sikkerhed@dba.dk – vi hjælper dig gerne videre.